En elektrisk strøm opstår, når elektroner, de meget små negativt ladede partikler der kredser rundt om atomkerner, bevæger sig gennem en elektrisk leder. I en god elektrisk leder som f.eks. en kobberledning, kan disse elektroner skifte forholdsvis frit fra det ene atom til det næste.

Elektronerne bevæger sig fra minus – til plus +, og det skyldes at de har en negativ ladning. Derved får man en positiv strøm i den modsatte retning, altså fra plus + til minus –.

 

Strømstyrken måles i Ampere (A) - det er hvor mange elektroner, der løber gennem en ledning pr. sekund. En strøm på 1 ampere betyder at 6,24 billiarder elektroner (6.240.000.000.000) bevæger sig forbi et enkelt punkt i et kredsløb på 1 sekund. Denne ladning af elektroner hedder 1 coulomb.

Spændingen måles i Volt (V) – det er den kraft elektronerne bliver trykket gennem ledningen med.

Effekt måles i Watt (W) – det er hvor meget energi f.eks. en elektrisk pære bruger pr. sekund. Du kan beregne effekten W ved at gange antal Volt med antal Ampere.

 

Hvor kommer elektronerne fra?

Elektronerne kan komme fra batteriet, der omdanner kemisk energi til elektrisk energi. Når batteriet bruges frigives der elektroner fra batteriets negative pol (anoden) som sendes ud i et lukket kredsløb og tilbage til den positive pol på batteriet (katoden). Strømmen af elektroner fortsætter indtil der ikke er flere elektroner tilbage ved anoden.

Når motoren er startet begynder dynamoen at levere strøm. Dynamoen omdanner bevægelsesenergi til elektrisk energi.

Når ankeret drejer rundt i magnetfeltet, bliver der dannet en elektrisk spænding i ledningerne omkring ankeret. Denne spænding er kraften der skubber elektronerne gennem ledningsnettet.

Dynamoen opretholder denne spænding så længe motoren kører. Elektronerne bliver således ikke skabt i dynamoen, men sat i bevægelse og presset rundt i ledningsnettet.