Kategori: Nimbus Håndbog

 

Vedligeholdelse og drift

Batteriet skal være solidt fastspændt under kørsel og have god ventilation.

Rens polerne, hvis der er belægninger, og giv dem syrefri vaseline efter at ledningerne er tilsluttet.

Batteriet skal altid være rent og tørt. Fugt og snavs kan medføre lækstrømme på låget og øge selvafladningen.

På et blybatteri, skal væskestanden være 5-10 mm over pladerne. Juster med destilleret/demineraliseret vand, aldrig med syre.

Batteriet bør ikke aflades helt, da gentagne afladninger kan forkorte batteriets levetid.

Batteriets hvilespænding giver et billede af ladetilstanden. Hvis du lige har opladet batteriet, skal det hvile et døgn, så spændingen bliver stabiliseret, inden du kan måle hvilespændingen.

Ladetilstand

 

Hvilespænding

12 volt batteri

 

Hvilespænding

6 volt batteri

 

Fuldt opladet ca. 12,7 V ca. 6,35 V
Halvt opladet ca. 12,2 V ca. 6,1 V
Afladet  ca. 11,7 V ca. 5,85 V

 

Afmontering af batteri

Ved afmontering af batteriet, skal du løsne den negative pol først for at undgå kortslutning.

 

Opladning

Selvafledningen i et batteri er lavt, men ved længere tids hvile mister batteriet langsomt opladningen.

Du skal derfor oplade batteriet ca. hver 3. måned eller løbende vedligeholdelsesoplade det med en moderne batterioplader.

Før du tilslutter en oplader til batteriet, skal du skrue propperne løs. Under opladning opstår der eksplosive gasser, så vær varsom med brug af åben ild mv.

 

Opbevaring

Ved vinteropbevaring skal du koble batteriet fra det elektriske system. Selv et meget lavt strømforbrug vil aflade batteriet og medføre, at det vil tage skade.

Sørg for at batteriet er fuldt opladet, når det sættes til opbevaring.

Opbevar batteriet frostfrit og tørt.

Alle batterier har en vis selvafladning. Hvis hvilespændingen falder til under 12,4/6,2 volt, skal du oplade batteriet.

Batterier, der ikke holdes fuldt opladet risikerer at sulfatere (dvs. der bliver dannet belægninger af blysulfat på blypladerne i batteriet), og batteriet mister kapacitet.

Et afladet batteri kan få frostskader ved almindelige vintertemperaturer.

Hvis du løbende vedligeholdelsesoplader batteriet undgår du nævnte problemer.

 

Kørsel uden batteri

Hvis du er nødt til at køre uden batteri, skal du sørge for, at den ledning, der går til batteriets + pol, bliver isoleret og ikke kommer i forbindelse med stel. Hvis det sker, kan du risikere, at dymanoen bliver kortsluttet.